Tur til New Orleans

Majken havde to fridage i forbindelse med Thanksgiving, og da vi ikke var blevet inviteret på farseret kalkun, besluttede vi at tage til New Orleans.

Vi tog afsted på selve Thanksgiving, og regnede med at finde en restaurant ved Lake Charles og spise frokost. Det viste sig imidlertid at alt var lukket på Thanksgiving, også den døgnåbne McDonalds. Først efter lang tids søgen fandt vi en åben burgerbar på en kæmpe tankstation.

Vi overnattede i Louisianas hovedstad, Baton Rouge, på Hotel Sheriton, som havde room service, så vi kunne få aftensmad. Det endte dog med, at vi bare spiste en bagel med ost, og faldt tidligt i søvn, vi havde ellers haft planer om at inspicere hotellets kasino.

Vejen til New Orleans er meget spektakulær, det er en motorvej gennem sumpen, bygget på beton og træsøjler. Det var et flot syn med alle træerne som spejlede sig i vandet. Vi fik desværre ikke set nogle alligatorer, de er gået i hi for vinteren.

I New Orleans fik vi et hotelværelse i The French Quarter, det var dejlig bekvemt at kunne gå tilbage på hotellet midt på dagen når fødderne var trætte og Jonathan var klar til middagsluren. Vi spiste cajun food, drak øl og hørte jazz 0g Jonathan var hele restaurantens midtpunkt da han stilte sig op foran bandet og dansede.

Om aftenen gik vi på Bourbon Street, der var propfyldt med mennesker. De små veje var lukket for trafik og de større veje var en stor trafikprop. Vi cruisede rundt med Jonathan i klapvogn og da han faldt i søvn ræsede vi ind og hørte jazz på en bar, og skyndte os at drikke så mange øl vi kunne nå inden han vågnede. I pausen snakkede vi med en af musikerne, han havde engang været i Danmark og spille til Jazzfestival. Det var en pragtfuld aften.

De følgende to dage var vejret desværre temmelig dårligt. Vi tog på sejltur med en hjuldamper i blæst og regnvejr, det havde været lidt mere fantastisk i solskin. Vi gik tur i The French Quarter, var i Boardwalk Shopping Mall og tog sporvognen tilbage. Sporvognene så ud ligesom dem der kørte i Danmark for mange år siden, de kørte superlangsomt og der var ikke ret mange passagerer med. Det er vist mest for turisternes skyld, at de stadig er i drift.

Egentlig ville vi være blevet en dag ekstra, men Jonathan begyndte at hoste meget og havde vist også en smule feber, så vi tog hjem til Houston søndag formiddag. Vi håber, at vi får lejlighed til at vende tilbage under Mardi Gras.

Bourbon Street med de mange barer og spillesteder.

Hjulet på vores hjuldamper i fuld fart.

Mississippi by night.

De blå toner flyder på typisk natklub på Bourbon Street.

Til golf for første gang

I dag søndag var vi ude at spille golf for første gang sammen med vores japanske naboer. Vi var kun på "driving range" øvebanen, da det er så svært overhovedet at ramme bolden, at man skal op på et vist niveau før man tilnærmelsesvis kan styre retningen og få noget ud af at spille på en rigtig bane. Efter at have skudt en hel spand med 90 bolde havde vi begge fået adskillige vabler på hænderne. Det kan være, at vi må ønske os nogle golfhandsker i julegave.

Downtown Houston

T-rex i naturhistorisk museum

Chase Tårnet

The beer can house

Houston skyline

Efter at have boet her i snart tre måneder, tog vi endelig ind til Houston centrum. Først besøgte vi naturhistorisk museum, hvor de havde nogle fine dinosaurusser og en stor mineralsamling, men ellers var lidt småt hvad de havde at byde på. Efter museumsbesøget gik vi en tur rundt i Harmann Park og kørte herefter til Downtown.
Vi havde fået at vide, at der ikke var så meget at se i Downtown, men vi synes der var fint med de store begyndende højhuse, juleoppynting og cafeer med udendørssavering, noget vi godt kunne savne lidt i Clear Lake området.
Efter at have gået rundt et stykke tid, kørte vi til en bizar Houston attrakation: The beer can house. En jernbanearbejder havde fået den ide, da han blev pensionere, at han ville udsmykke sit hus med brugte øldåser. I løbet af 20 år havde han fået samlet og tilklippet 50.000 dåser som belædte huset både udvendigt og indvendigt. Et ret specielt projekt.
Om aftenen var vi inde at se den nye James Bond, så vi var godt trætte den dag, da vi jo ikke er så vandt til at gå så meget rundt til hverdag.

Tur til Galveston

Vi var en tur i Galveston kort efter, vi kom til Houston. Galveston er en ø på størrelse med Langeland med strand det meste af vejen rundt og en stor havn.
Her var alt skønneste orden, da vi var der første gang, men kun en uges tid senere ramte orkanen. Sidste weekend var vi på besøg igen og selvom det er et par måneder siden, at orkanen ramte, ligner stedet ikke sig selv. Der lå skrammel overalt og både lå på land, hvor både normalt ikke skal ligge. På den sydlige del af Galveston er husene byggget på pæle og flere af disse huse var styrtet ned fra pælene og lå smadret på stranden. I turist-centrum ved Galveston by, men på den modsatte side af havnen, ligger den store Flagship Pier, kaldet Pleasure Pier, der går over hundrede meter ud i vandet. På molen er der bygget et stort hotel. Nu er der et stort hul i hotellet og vejen ud på molen er styrtet ned på stranden.
Trods vores nysgerrighed for at se på ødelæggelser fik vi også tid til at soppe lidt (det er jo stadig varmt herovre i november) og vi fik på nordspidsen af øen set en fiskermole, der var så lang, at man skulle tro, den gik helt til Cuba (man kunne næsten ikke se fiskerne for enden) og med tilsvarende nærmest uendelig mange fiskere, primært af asiatisk herkomst.
Til sidst kørte vi forbi Moody gardens, der er nogle store pyramider med regnskov, akvarium og en vindeskabsudstilling. Her var der lidt halvlukket, da der var åbne døre, men ikke rigtig nogen ansatte eller i billetsalget og nogen der lignede primært indiske konferencegæster, der gik lidt tilfældigt rundt. Det så meget fint ud, så vi vender dog nok tilbage dertil næste gang vi kører til Galveston.

Resterne af Pleasure Pier. Man kan se et stort hul i det store syv etagers hotel. Gad vide om de river det hele ned?

Jonathan kaster sand i den Mexikanske Golf ved siden af Pleasure Pier.

Fiskere så langt øjet rakte.

Søren, Jonathan og fisker.

Til Watch Party hos demokraterne

Søren foran rumfærge.

Majken og Obama.

Dame med flag og æsler på jakken.

Øjeblikket efter at Obama blev kåret som president elect.

Vi har fulgt valgkampen på nærmeste hold og har skiftevis spået Obama og McCain sejren som situationen udviklede sig med introduktionen af Sarah Palin, økonomisk krise og præsidentdebatterne.

Den 4. november var det så endelig Election Day. Vi havde fået nys om en fest på Space Centeret for de lokale demokrater som var til valg i Houston, så vi troppede op til storskærm, ost&kiks og ca. 200 begejstrede demokrater. Der var et band som spillede, men alle stod blot og kiggede op på storskærmen for at følge optællingerne.

Kort efter klokken 22, da stemmeurnerne blev lukket i de vestlige stater erklærede CNN, at de mente at Obama var så godt som sikker på at blive præsident. Folk hujede og klappede, nogle omfavnede hinanden og der var sågar nogle som kneb et par tårer. Det var også vildt at se mængden af mennesker samlet i Chicago på storskærmen, man kan tale om en hel Obama-bevægelse!

Til vores store overraskelse havde 45 % af Texanerne stemt for Obama, så de er ikke helt så republikanske som vi havde antaget. Desværre blev ikke en eneste af de lokale politikere som holdt festen valgt ind, så der blev ikke nogen tale, selv om der var sat tre kameraer op. Vi listede derfor af ved 22:30-tiden ligesom resten af festen, det var også langt over sengetid for Jonathan, som nægtede at sove mens der skete noget.

Det var en stor oplevelse at opleve en historisk begivenhed på så tæt hold.

Gudstjeneste i Gloria Dei Lutheran Church

Kirkerne er væsentligt mere synlige her i Houston i forhold til i Danmark. Man skal vælge sin kirke med omhu, for ud over at gå til gudstjeneste hver søndag får man også sine børn passet her, man mødes til sang, golf, sport og sociale aktiviteter.

Jonathan går i vuggestue i vores lokale lutherske kirke, Gloria Dei og jeg (Majken) besluttede sig derfor at gå til en gudstjeneste for at se hvad det er Jonathan bliver indoktrineret med.

I Gloria Dei er der tre gudstjenester hver søndag, og jeg ankom i pausen mellem to sceancer. Det var svært at finde en parkeringsplads, så jeg fandt en plads hos supermarkedet overfor. Inden for i kirken var som at gå ind i en fyldt teaterfoyer i pausen, der var flere hundrede mennesker klædt i deres søndagstøj, som stod og snakkede højlydt.

Præsten var klædt i jakke og bukser og var en talentfuld taler - både kropssprog og intonation var milevidt fra hvad jeg har oplevet hjemme i Trinitatis, han vandrede frem og tilbage på scenen og viftede med armene mens han fortalte om hvordan vi kan bruge historien i John 15th (den med druerne på stokkene) i vores dagligdag.

På scenen var der præsten, en organist, 7 blæsere samt et kor på 40 personer. Lydanlægget var absolut up-to-date, så det var ganske imponerende koret stemte i den første salme. Til min store overraskelse sang publikum ikke med, så er det alligevel lidt som derhjemme tænkte jeg. Det viste sig dog at være fordi det var korets vers, ved næste vers sang størstedelen af de 500 deltagere med. Teksten blev vist på storskærmen, så jeg forsøgte at pippe med.

En ting var dog som derhjemme: Præsten beklagede sig til dem som mødte op over det faldende antal medlemmer de seneste 8 år. Han satte en graf på storskærmen der viste, at antallet af (betalende) personer tilknyttet denne ene kirke var faldet fra 1800 til 1500! Dommedagsscenariet var, at om 10 var der måske kun 30 personer til gudstjenesten, hvor jeg tænkte ved mig selv, at de færreste kirker i Danmark trækker 30 personer når der ikke er barnedåb, bryllup eller begravelse.

Præsten holdt herefter en sceance om hvordan man kom nærmere til gud ved at gøre gode gerninger. Umiddelbart tænkte jeg på at samle affald op fra gaden eller følge gamle damer over gaden, men i USA har gode gerninger noget med penge at gøre. Uden for kirken var der sat boder op for de første 10 velgørende foreninger, som skulle donere penge til for at blive et godt menneske.
I forlængelse heraf kom kirkens indsamlingskurve rundt, og jeg valgte at lægge et par temmelig krøllede dollars i kurven. De andre lagde checks, men med bagsiden op, så man ikke kunne se beløbene.

Ved gudstjenesten var der nadver, hvilket alle deltog i, så for ikke at virke helt udenfor (og for at de andre ikke skulle kante sig forbi mig på rækken) gik jeg op og modtog velsignelsen. Herefter var det velsign-din-nabo tid, hvor jeg fik velsignet og blev velsignet af de nærmeste 10 mennesker i kirken.

Præsten nævnte det nærtstående præsidentvalg og bad os om at bede til den rigtige kandidat vandt - han nævnte dog ikke hvem den rigtige var...

Efter fem lidt lange kvarter var gudstjenesten ovre. Alt i alt var budskabet meget det samme, men deltagerantallet var et kongeligt bryllup værdigt. Det var sjovt at overvære, men jeg bliver nok ikke en af de faste kirkegængere.

Jonathans nye frisure

Jonathans har længe gået rundt og lignet en pige med sit lange lyse hår. Majken så sit snit til at klippe ham da han stod forholdsvis stille i hele 5 minutter. Det var åbentbart kun det yderste af håret, som var helt lyst, nu er han knap så blond.

Gulvtæppet får dødsstødet

Lejligheden i Las Palmas har et lyst, langhåret gulvtæppe i alle værelser. Vi har kæmpet en brav kamp for at få pletterne af, og har indtil videre haft succes med at rense diverse klatter af tomatsovs, youghurt og ketchup af, samt fjerne rugbrød der er blevet trådt ned i gulvtæppet.
I dag fik det dog dødsstødet, da Jonathan havde en lækage og fik gnubbet numsen godt hen over tæppet. Hvem finder dog også på at lægge lyst gulvtæppe på hos en børnefamilie,
suk...

Halloween

Vi havde hørt så meget om Halloween, og havde købt den fineste djævledragt til Jonathan, så vi var meget spændte da aftenen endelig kom.
Der blev pyntet op med en lang bloddryppende kant af plastik langs altanen, og vi tændte lys i de til lejligheden udskårne græskar. Det viste sig dog at være noget af et sølvbryllupskvarter vi bor i, der var ikke et eneste udklædt barn på området, så vi bliver nødt til at spise alt slikket selv.
Vi hankede derfor op i Jonathan og besøgte de nærmeste naboer, bare for at vise Jonathan frem i hans djævledragt, han så nemlig rigtig sød ud i den!
I villakvartererne i nærheden er stilen en noget anden med kæmpe spøgelser, skelletter og andet godtfolk i forhaverne, så bæste år tager vi nok til et Halloween-arrangement i stedet, for her i Las Palmas skete der ikke ret meget.