fredag den 14. november 2008

Tur til Galveston

Vi var en tur i Galveston kort efter, vi kom til Houston. Galveston er en ø på størrelse med Langeland med strand det meste af vejen rundt og en stor havn.
Her var alt skønneste orden, da vi var der første gang, men kun en uges tid senere ramte orkanen. Sidste weekend var vi på besøg igen og selvom det er et par måneder siden, at orkanen ramte, ligner stedet ikke sig selv. Der lå skrammel overalt og både lå på land, hvor både normalt ikke skal ligge. På den sydlige del af Galveston er husene byggget på pæle og flere af disse huse var styrtet ned fra pælene og lå smadret på stranden. I turist-centrum ved Galveston by, men på den modsatte side af havnen, ligger den store Flagship Pier, kaldet Pleasure Pier, der går over hundrede meter ud i vandet. På molen er der bygget et stort hotel. Nu er der et stort hul i hotellet og vejen ud på molen er styrtet ned på stranden.
Trods vores nysgerrighed for at se på ødelæggelser fik vi også tid til at soppe lidt (det er jo stadig varmt herovre i november) og vi fik på nordspidsen af øen set en fiskermole, der var så lang, at man skulle tro, den gik helt til Cuba (man kunne næsten ikke se fiskerne for enden) og med tilsvarende nærmest uendelig mange fiskere, primært af asiatisk herkomst.
Til sidst kørte vi forbi Moody gardens, der er nogle store pyramider med regnskov, akvarium og en vindeskabsudstilling. Her var der lidt halvlukket, da der var åbne døre, men ikke rigtig nogen ansatte eller i billetsalget og nogen der lignede primært indiske konferencegæster, der gik lidt tilfældigt rundt. Det så meget fint ud, så vi vender dog nok tilbage dertil næste gang vi kører til Galveston.



Resterne af Pleasure Pier. Man kan se et stort hul i det store syv etagers hotel. Gad vide om de river det hele ned?


Jonathan kaster sand i den Mexikanske Golf ved siden af Pleasure Pier.


Fiskere så langt øjet rakte.


Søren, Jonathan og fisker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar