Big Basin Redwoods State Park

Efter et besøg i akvariet i Monterey kørte vi videre nordpå op i bjergene til Big Basin Redwoods State Park, der som navnet antyder byder på de berømte Californske kyst-redwoods, der er verdens højeste. Ud over at være meget høje er de også meget smukke med den røde kraftige bark. Redwoods er beslægtede med sequoia-træerne, der er volumemæssigt er verdens største, men redwoods er betydeligt mere slanke. Dog ikke slankere end at der er lavet en vej i gennem en berømt redwood nord for San Francisco.
Big Basin Redwoods havde en god samling redwoods, men dog ikke de allerhøjeste. Det højeste træ i Big Basin,"Mother of the forest", er beskedne 100 meter højt, mens den højeste redwood er hele 115 meter.

Majken foran en skive redwood med markater af historiske begivenheder ud for den årring, hvor de er sket (f.eks. amerikas opdagelse). De ældste træer bliver omkring 1600 år gamle.

"Mother of the forest", der rager op over skoven med sine lidt over 100 meter.

Familien foran et af de store træer.

Smukke farver trods lidt kedeligt vejr den dag.

Monterey Bay Aquarium

Nord for Big Sur ligger havnebyen Monterey, der blandt andet er kendt som forfatter John Steinbecks hjemby og for en berømt pop festival i 1967, der blev gennembrudet for kendte musikere som Jimi Hendrix, The Who, Janis Joplin og Otis Redding.
Monterey er også kendt for det fine akvarium "Monterey Bay Aquarium", som vi besøgte søndag d. 7.
Monterey akvariets hovedattraktion er et kæmpeakvarium, der er så stort, at man ikke rigtig kan se bagsiden af det. Akvariet er 10 meter højt og indeholder 1,3 millioner liter vand, ca. som det store akvarium i kattegatcentret. I akvariet svømmer hajer, klumpfisk og store stimer af fisk. Især stimerne er imponerende, når de svømmer rundt som en stor højfleksibel organisk masse. Herudover var der pingviner, kæmpe område med søheste, oddere og mere mere. Alt i alt et meget fint akvarium. En lille imponerende detalje var goble-akvarierne, hvor knaldrøde gobler elegant svævede rundt på en dybtblå baggrund. Det var i alt sin enkelthed noget af det flotteste i akvariet.
Vi spiste medbragte pølsemadder i et udendørsområde, hvor vi blandt andet så vilde havoddere. En måge stjal dog Sørens pølsemad.

Stime af ansjoser æder plankton med åben mund.

Flotte gobler. Billedet vender rigtigt. De foretrak af en eller anden grund at svømme nedad.

Nepenthe

Efter vores køretur gennem Big Sur spiste vi aftensmad i en restaurant ved navn "Nepenthe". Nepenthe ligger med udsigt til stillehavet og Big Sur, så det var et attraktivt og velbesøgt sted.
Vi fik et par udsigtsdyre burgere og så solen gå over havet i vest.

Søren i restaurant med udsigt.

Solen bryder i gennem skyerne en sidste gang inden den går ned i havet.

Terrassen ved Nepenthe.

Big Sur

Et af vores planlagte højdepunkter på vores Californientur var kyststrækningen ved Big Sur. Vi var derfor lidt skuffede over vejrudsigten som havde lovet regn den dag vi skulle køre turen. Helt katastrofalt blev skuffelsen dog først, da vi fik at vide på hotellet, hvor vi overnattede lige inden Hearst Castle, at vejen var lukket på grund af et stort stenskred og at det kunne tage dage før den var ryddet. Det betød ingen Big Sur og en stor omvej indtil motorvejen mod San Francisco, der løber inde i landet på den anden side af bjergkæden.
Da vi var kommet ned fra Hearst Castle spiste vi medbragt frokost ved vandet, hvor vi snakkede med nogle bibel-pushere, der mente, at hvis vi var heldige lukkede de nogle gange nogle biler i gennem på trods af stenskredet, så vi tog chancen og kørte nordpå.
Efter at have set søelefanter kørte vi et par kilometer mere indtil vi længere fremme ad vejen så en vejarbejder, der havde stoppet en bil og fortalte dem noget. Bilen vendte herefter om, så vi tænkte, at vores held nok ikke var med os. Vi kørte alligevel frem til den flinke mand, der ganske rigtigt sagde, at vejen var lukket og at man nok skulle ind til motorvejen, hvis man skulle til San Francisco. Han sagde dog også, at der måske ville blive en mulighed for at passere om et par timer, hvis vi hellere ville blive og vente. Da vi jo var kommet så langt for at se netop dette stykke besluttede vi at vente de timer det måtte tage. Udsigten var flot og vejret var egentlig udmærket trods den dårlige vejrudsigt, så det var efter omstændighederne et fint sted at skulle vente. Næsten til vores forbavselse var heldet pludselig med os. Vi havde ikke ventet meget mere end et kvarter før det skrattede i vejmandens walkie-talkie og vi fik besked på at sætte os ind i vores biler og gøre klar til at køre. Nogle minutter senere passerede et par biler fra den anden retning og vi fik lov at køre. Hurra! Humøret var højt. Det var lykkedes alligevel og det regnede ikke engang trods nogle efterhånden ret sorte skyer i horisonten.
Vi fik herefter sneglet os op ad den meget flotte bjergvej, hvor man man til den ene side har stillehavet og den anden bjergkæden. Der var ikke langt mellem foto-parkeringsstederne og vi stoppede ved næste alle sammen. Når man kører nordpå sidder passageren i bilen ind mod bjerget og har ikke det bedste udsyn og føreren er travlt optaget af den snoede vej, så det var rart med mange stoppemuligheder. Vi fik taget flere hundrede billeder og nåede helskindede igennem alle stenskredsstederne (der vise sig at være flere).

Den flinke vejmand, der gav os lov at passere.

Et af vores mange mange billeder fra strækningen. I baggrunden ses regnskyerne, der heldigvis holdt sig på afstand og faktisk bare gav en mere dramatisk baggrund til billederne.

Da det endelig regnede var der sandlig en meget smuk dobbeltregnbue. Det var en heldig dag.

Faretruende skyer og en fin bro.

Søelefanter

Nogle kilometre langs stranden nord for Hearst Castle fandt vi et sted med nogle herlige skabninger. På stranden lå der en masse søelefanter, der er en valros-agtig sæl med en snabellignende næse. Desværre fandt vi ud af, at de fleste af de største dyr på denne årstid var på havet og at det derfor mest var ungdyr med knapt så imponerende snabler.

Et lidt ældre snabeldyr blandt en masse unge.

Dyrene lå bare og dovnede og smed en gang i mellem sand på huden.

Her ses snablen bedre.

Ung søelefant slapper af.

Hearst Castle

Hvad gør man, hvis man er en af U.S.A.s mest velhavende mænd? Man bygger et slot. William Randolph Hearst, søn af mine-millionær George Hearst, skabte sin formue i avis- og magasinbranchen i starten af det tyvende århundrede.
En del af denne formue brugte han på at bygge et slot på en bakketop med udsigt over stillehavet. Slottet er på i alt 8300 kvm og har 56 unikke soveværelser, så han kunne invitere en hel del gæster, der havde mulighed for at ankomme til den private lufthavn. Gæsterne var typisk tidens populære Hollywood personligheder og andre berømtheder. På slottet kunne man få tiden til at gå i den romersk inspirerede svømmepøl, betragte de mange kunstværker af berømte kunstnere eller gå i den største privatejede zoologiske have i verden.

Det er ganske imponerende at besøge slottet, for der er ikke sparet på noget og da det er af relativt nyere dato er det i temmelig god stand. I slottet og omgivelser er der importeret store mængder klassisk europæisk kunsthåndværk, så f.eks. søjlerne i svømmepølen er ægte søjler fra det antikke Grækenland.
Alle besøg til slottet foregår med rundvisning og der er hele fire ture at komme på til forskellige dele af slottet. Vi så bla. nogle overdådige gæsteboliger, pejsesalen, spisestuen, den store indendørs svømmepøl og den flotte udsigt over stillehavet.
Slottet måler sig med store kongers slotte i Europa, så det er ganske utroligt så rige nogle folk kan blive i U.S.A. Ud over Hearst Castle ejede William Hearst en del andre ejendomme, blandt andet et middelalder slot i Wales.

Den udendørs svømmepøl med ægte græske og romerske antikviteter.

Sådan ser et af de 56 unikke gæstesoveværelser ud.

Spisesalen, igen med antikviteter fra Europa.

Den flotte indendørs svømmepøl.

Solvang

Efter Santa Barbara kørte vi forbi Solvang, som er grundlagt af danske indvandrere i starten af det tyvende århundrede. I byen er der forsøgt at holde arkitekturen som et slags frilandsmuseum over et romantisk Danmark. Det hele virker dog meget kitchet, når man kommer som dansker. Der er en kopi af en lille havfrue, rundetårn i 1:3, masser af klassiske vindmøller og pseudo-bindingsværkshuse.
Vi besøgte en "dansk" bager, der dog havde et lidt skuffende udvalg af klassisk dansk bagværk.

Majken og Jonathan foran Rundetårn.

Danske flag og vindmøller var der masser af.

Søren spiser et lidt kedeligt stykke wienerbrød. I baggrunden ses et avidudklip fra engang Dronning Margrethe besøgte byen.

Santa Barbara

Fredag den 5 marts startede vi på turen op mod San Francisco, hvor highway one snor sig på langs den meget smukke kyststrækning. Vi havde opringelig planlagt at tage denne strækning i slutningen af turen og fra San Francisco mod L.A., men grundet dårligt vejr i bjergene havde vi vendt ruten om, så vi startede med San Francisco. Vejrudsigten så dog meget dyster ud, så vi ærgrede os lidt på forhånd over, at vi nok ville gå glip af den flotte udsigt.
Vi startede med at kørte fra Ventura til Santa Barabara, der er en af de dyreste byer af bo i i Californien. Santa Barbara har en nydeligt velholdt butikshovedgade og en lang strand promenade og en træmole med butikker. Villakvartererne er placeret på en bakkeskråning, så der er nok mange huse med havudsigt. Det er nok det, sammen med den relativt korte afstand til Los Angeles, der gør det attraktivt at bo her, men ellers virkede byen lidt søvnig i forhold til L.A.
Vi så på pelikaner på molen og kørte en tur på promenaden og op og ned ad hovedhaden i en lejet "sofacykel".

Pelikan på molen.

Firhjulet familiecykel.

Jonathan syntes det var herligt at køre på cyklen, især da han fik lov at styre.

Venice Beach

Efter en lang dag i Hollywood kørte vi mod stillehavet for at se solnedgang. Vi kørte ad Sunset Boulevard som snor sig i gennem de meget velhavende kvarterer som Bel-Air og Beverly Hills. Trafikken var som sædvanlig styg, men vi nåede ned til Venice Beach og fandt en parkeringsplads inden solen var gået ned. Her så vi pelikaner i solnedgangen og Jonathan lærte lidt om at man skal løbe, når der kommer en bølge og fik våde sko.
Da solen var gået ned kørte vi til det charmerende Venice, der består af huse, der ligger langs en en række kanaler. Et dejligt område, hvor man er gemt lidt væk fra storbyens støj. Nede ved stranden fandt vi en glimrende italiensk restaurant, hvor der blev omdelt sange og tjenerne sang for på "That's Amore".
Vi sluttede dagen med at køre et stykke langs kysten og overnattede i Ventura.

Pelikaner i nærheden af Santa Monica pier.

Jonathan står i vandkanten og kigger på solnedgangen.

Og bliver overrasket af en bølge.

Aftenstemning i Venice-kvarteret.

Hollywood-skiltet

Efter at have været på stjernetur i Beverly Hills prøvede vi at køre op i bakkerne og komme så tæt på det berømte Hollywood skilt som muligt. Vejen op til skiltet var en snørklet smal bjergvej gennem et bjervilla-område. Vi passerede adskillige skilte, hvor der blev advaret om, at man ikke kunne komme til Hollywood-skiltet ad denne vej, men vi kom dog alligevel derop, hvor man ikke kunne køre tættere og det var egentlig ganske tæt på.
Skiltet er oprindelig fra 1923 og genopbygget, en anelse mindre, i 1978 efter at det var helt forfaldent. Gennem tiden har "pranksters" og andre pillet ved det 15 meter høje skilt og i stedet skrevet ting som "Hollyweed" i 70'erne og "Oil war" under første golfkrig.
Der var en fin udsigt og dejligt fredeligt sammenligent med L.A. så det var en fin lille pause inden vi kørte nedad igen (ad en anden større og betydeligt mere lige vej vi havde overset).

Skiltet.

En ungersvend har trodset advarselsskiltene og er kravlet helt derop.

Søren og Majken (Jonathan sov i bilen) på selvudløser.

Stjernetur

På hvert et gadehjørne i Hollywood og Beverly Hills står der sælgere med såkaldte "stjernekort". Disse stjernekort er lister med alle de kendtes adresser, så man kan køre rundt og glo på deres enorme villaer. Vi valgte i stedet at tage på tur med en guidet åben minibus, der kørte forbi de vigtigste seværdigheder i Hollywood og en tur rundt blandt de største stjerner i Beverly Hills og Bel-Air. Vi fik således set det (store) hus, hvor Michael Jackson døde, et af Madonnas seks slotsstore villaer rundt om i verden og "Fresh Prince of Bel-Air" (Rap fyr i L.A.s, også kendt som Will Smith) store mansion i netop Bel-Air. Utroligt hvordan nogle mennesker nærmest svømmer i penge.

Den berømte Capitol Records bygning, hvor bla. Frank Sinatra indspillede i kælderen.

Indgangsskilt til det meget rige Bel-Air kvarter.

Michael Jackson levede sine sidste minutter i dette hus.

Vist nok Gene Hackmans palæ.

Grauman's Chinese Theater

Ved siden af Kodak Theater på 6925 Hollywood Boulevard ligger det berømte Grauman's Chinese Theater bygget af Sid Grauman i 1922. Her har omkring 200 Hollywood stjerne gennemtiden sat deres fod- og håndaftryk i den våde cement i fliserne foran teatret. Pladsen er nu et af de største turistattraktioner i Hollywood og der står derfor også en hær af gadegøglere, klædt ud som populære Hollywood-karakterer.

Majken og Jonathan foran teatret.

Majken prøver skostørrelse med Meryl Streep.

John Wayne med knytnæve og cowboysko.

Arnold og andre.

Hollywood Boulevard

Intet besøg i Los Angeles uden en obligatorisk tur forbi Hollywood. Efter at have siddet længe i den notorisk forfærdelige trafik på motorvej 5 ankom vi til Hollywood Boulevard. Vi cruisede ned ad boulevarden i vores corolla og spejdede efter stjerner, men omkring det berømte Kodak Theater var vejen afspærret, så man var nødt til at dreje af. Vi fik parkeret vores cruiser og fortsatte til fods ad stjerne fortorvet "Walk of Fame", hvor alle kendte har fået en flise (ca. 2000 styks). Dvs. "fået" betyder, at de alle har skulle hoste op med $25,000 for at få deres flise, men så hører der også en lille ceremoni med. Ikke at $25.000 skulle være andet end byttepenge for en topstjerne, der får $20.000.000 per film og i øvrigt bliver fliserne nok betalt af deres filmstudioer.
Ved Kodak Theater gik det op for os hvorfor vejen var afspærret. Om få dage skulle der være Oscar-uddeling i netop Kodak Theater, så de var godt i gang med at få rullet den røde løber ud og gjort klar til stjernes entre. Kodak Theater var dog ikke spærret af for besøgende, så vi fik set alle de mange mandsstore Oscar-rekvisitter, der stod klar pakket ind i plastik. Den røde løber var også dækket af plastik, men vi fik da stået på trappen, hvor de kendte bliver fotograferet af sladderbladene inden de går ind i salen.

Så er vi der vist endelig snart. Der er vist ikke nogen, der er uenige i, at Los Angeles har USAs værste trafik (dog løsnet lidt op her på billedet).

Jonathan og Walt Disneys stjerne på Hollywood Boulevard.

Hr Oscar pakket venter indhyldet i plastik på hans store dag.

Majken på movie-star trappen i Kodak Theater.

Balboa Park

Vi afsluttede en lang dag i San Diego i Balboa park. Balboa park. Parken er grundlagt i 1835 og er en af de ældste offentlige parker i USA (der skal ikke så meget til).
Vi kørte en tur rundt i parken med en gratis parkbus med en meget snakkende bus-dame, der fortalte om alle parkens bygninger og deres historie. Parken har da også en række mægtigt flotte bygninger i gammel spansk stil, der blev bygget ved to lejligheder, dels i 1914 for at fejre færdiggørelsen af Panamakanalen og dels i 1935, hvor San Diego var vært for verdensudstillingen.
Vi sluttede af med at spise suppe serveret i udhulede brød og kørte herefter mod Los Angeles for at overnatte hos Luca og Birgitte.

La Laguna da las Flores. Denne spejlsø er også fotograferet af The Gigapxl Project.

The Museum of Man og California Bell Tower.

Havnerundfart i San Diego

Efter vores besøg på hangarskibet USS Midway tog vi på en havnerundfart. San Diego havn er domineret af en stor flådebase med adskillige hangarskibe og mange flere jetjagere hele det danske flyvevåben. Herudover kunne man se søløver og gigantiske kinesiske fragtskibe ankomme med nye varer til Walmart og lignende.

San Diego downtown.

Pontoner med Søløver.

San Diego lufthavn ligger meget tæt på downtown, så det ser nærmest ud som om flyverne lander midt i byen. Indflyvningen foregår over Balboa park, der ligger på en bakketop, så de store flyverne kommer glidende lige hen over hovedet på en.

Militærbasen havde enormt mange F-18 jagerfly stående. Hvert fly koster omkring 250 millioner kr.