torsdag den 27. november 2008

Tur til New Orleans

Majken havde to fridage i forbindelse med Thanksgiving, og da vi ikke var blevet inviteret på farseret kalkun, besluttede vi at tage til New Orleans.

Vi tog afsted på selve Thanksgiving, og regnede med at finde en restaurant ved Lake Charles og spise frokost. Det viste sig imidlertid at alt var lukket på Thanksgiving, også den døgnåbne McDonalds. Først efter lang tids søgen fandt vi en åben burgerbar på en kæmpe tankstation.

Vi overnattede i Louisianas hovedstad, Baton Rouge, på Hotel Sheriton, som havde room service, så vi kunne få aftensmad. Det endte dog med, at vi bare spiste en bagel med ost, og faldt tidligt i søvn, vi havde ellers haft planer om at inspicere hotellets kasino.

Vejen til New Orleans er meget spektakulær, det er en motorvej gennem sumpen, bygget på beton og træsøjler. Det var et flot syn med alle træerne som spejlede sig i vandet. Vi fik desværre ikke set nogle alligatorer, de er gået i hi for vinteren.

I New Orleans fik vi et hotelværelse i The French Quarter, det var dejlig bekvemt at kunne gå tilbage på hotellet midt på dagen når fødderne var trætte og Jonathan var klar til middagsluren. Vi spiste cajun food, drak øl og hørte jazz 0g Jonathan var hele restaurantens midtpunkt da han stilte sig op foran bandet og dansede.

Om aftenen gik vi på Bourbon Street, der var propfyldt med mennesker. De små veje var lukket for trafik og de større veje var en stor trafikprop. Vi cruisede rundt med Jonathan i klapvogn og da han faldt i søvn ræsede vi ind og hørte jazz på en bar, og skyndte os at drikke så mange øl vi kunne nå inden han vågnede. I pausen snakkede vi med en af musikerne, han havde engang været i Danmark og spille til Jazzfestival. Det var en pragtfuld aften.

De følgende to dage var vejret desværre temmelig dårligt. Vi tog på sejltur med en hjuldamper i blæst og regnvejr, det havde været lidt mere fantastisk i solskin. Vi gik tur i The French Quarter, var i Boardwalk Shopping Mall og tog sporvognen tilbage. Sporvognene så ud ligesom dem der kørte i Danmark for mange år siden, de kørte superlangsomt og der var ikke ret mange passagerer med. Det er vist mest for turisternes skyld, at de stadig er i drift.

Egentlig ville vi være blevet en dag ekstra, men Jonathan begyndte at hoste meget og havde vist også en smule feber, så vi tog hjem til Houston søndag formiddag. Vi håber, at vi får lejlighed til at vende tilbage under Mardi Gras.



Bourbon Street med de mange barer og spillesteder.


Hjulet på vores hjuldamper i fuld fart.


Mississippi by night.


De blå toner flyder på typisk natklub på Bourbon Street.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar