Gudstjeneste i Gloria Dei Lutheran Church

Kirkerne er væsentligt mere synlige her i Houston i forhold til i Danmark. Man skal vælge sin kirke med omhu, for ud over at gå til gudstjeneste hver søndag får man også sine børn passet her, man mødes til sang, golf, sport og sociale aktiviteter.

Jonathan går i vuggestue i vores lokale lutherske kirke, Gloria Dei og jeg (Majken) besluttede sig derfor at gå til en gudstjeneste for at se hvad det er Jonathan bliver indoktrineret med.

I Gloria Dei er der tre gudstjenester hver søndag, og jeg ankom i pausen mellem to sceancer. Det var svært at finde en parkeringsplads, så jeg fandt en plads hos supermarkedet overfor. Inden for i kirken var som at gå ind i en fyldt teaterfoyer i pausen, der var flere hundrede mennesker klædt i deres søndagstøj, som stod og snakkede højlydt.

Præsten var klædt i jakke og bukser og var en talentfuld taler - både kropssprog og intonation var milevidt fra hvad jeg har oplevet hjemme i Trinitatis, han vandrede frem og tilbage på scenen og viftede med armene mens han fortalte om hvordan vi kan bruge historien i John 15th (den med druerne på stokkene) i vores dagligdag.

På scenen var der præsten, en organist, 7 blæsere samt et kor på 40 personer. Lydanlægget var absolut up-to-date, så det var ganske imponerende koret stemte i den første salme. Til min store overraskelse sang publikum ikke med, så er det alligevel lidt som derhjemme tænkte jeg. Det viste sig dog at være fordi det var korets vers, ved næste vers sang størstedelen af de 500 deltagere med. Teksten blev vist på storskærmen, så jeg forsøgte at pippe med.

En ting var dog som derhjemme: Præsten beklagede sig til dem som mødte op over det faldende antal medlemmer de seneste 8 år. Han satte en graf på storskærmen der viste, at antallet af (betalende) personer tilknyttet denne ene kirke var faldet fra 1800 til 1500! Dommedagsscenariet var, at om 10 var der måske kun 30 personer til gudstjenesten, hvor jeg tænkte ved mig selv, at de færreste kirker i Danmark trækker 30 personer når der ikke er barnedåb, bryllup eller begravelse.

Præsten holdt herefter en sceance om hvordan man kom nærmere til gud ved at gøre gode gerninger. Umiddelbart tænkte jeg på at samle affald op fra gaden eller følge gamle damer over gaden, men i USA har gode gerninger noget med penge at gøre. Uden for kirken var der sat boder op for de første 10 velgørende foreninger, som skulle donere penge til for at blive et godt menneske.
I forlængelse heraf kom kirkens indsamlingskurve rundt, og jeg valgte at lægge et par temmelig krøllede dollars i kurven. De andre lagde checks, men med bagsiden op, så man ikke kunne se beløbene.

Ved gudstjenesten var der nadver, hvilket alle deltog i, så for ikke at virke helt udenfor (og for at de andre ikke skulle kante sig forbi mig på rækken) gik jeg op og modtog velsignelsen. Herefter var det velsign-din-nabo tid, hvor jeg fik velsignet og blev velsignet af de nærmeste 10 mennesker i kirken.

Præsten nævnte det nærtstående præsidentvalg og bad os om at bede til den rigtige kandidat vandt - han nævnte dog ikke hvem den rigtige var...

Efter fem lidt lange kvarter var gudstjenesten ovre. Alt i alt var budskabet meget det samme, men deltagerantallet var et kongeligt bryllup værdigt. Det var sjovt at overvære, men jeg bliver nok ikke en af de faste kirkegængere.