søndag den 31. august 2008

Tur til Galveston




Lørdag var vi i Galveston, der ligger på øen Galveston Island ud til den Mexikanske Golf. Galveston har en stor havn, der er domineret af udstyr til offshore olieproduktion. Man kan se adskillige store borerigge, der ligger til reperation i dok og også besøge en pensioneret borerid, der er indrettet som museum. Vi valgte dog i stedet at tage på havnerundfart. Vi fik at vide, at der normalt er gode chancer for at se delfiner, men så heldige var vi desværre ikke.
Efter sejlturen fik vi en burger på turiststrøget, der var omgivet af "gamle" bygning i sydstatsstil fra 1800-tallet.
Sidst fik vi en god kop Starbucks kaffe på havnen og så på solnedgang over boreriggene.
Galveston skulle også have nogle fine strande at byde på og vi så flere lystfiskerbåde komme ind med en hajer de havde fanget, så vi vender nok tilbage, når vejret er blevet lidt køligere.

torsdag den 28. august 2008

Lille film med Jonathan

Jonathan lægges i seng



Jonathan havde sin spand og "Onkel Tobias" med i seng. Da han lagde sig ned for at få sin godnat-flaske, fik han spanden på hovedet:-)

tirsdag den 26. august 2008

Udflugt til Kemah



Søndag den 24. august var vi på udflugt til Kemah, som er et havneområde med forlystelser og restauranter. Vi var inde og fodre rokker(!)og kigge på alligatorer. Jonathan er våd bagi fordi han har siddet i en vandpyt.

Majken prøvede desuden en tur i rutchebanen, det var godt det var på tom mave, for det kildede en del i maven.

Senere spiste vi på en mexikansk restaurant, hvor Jonathan fik serviet om halsen, så han lignede en ægte cowboy.

Jonathan leger med dyne og and



Dynesyge Jonathan leger med dynen og ae-ae-anden fra mormor og morfar.

Luftfoto af Las Palmas


Her er et luftfoto over området, hvor vi bor. Vores lejlighed er markeret med rødt. Som det ses, har vi NASA i baghaven og en lækker pool lige i nærheden.
I dag besøgte vi Social Security Administration. Kontoret åbnede kl. 9:00, så vi ankom kl. ca. 8:50. Der var to køer, så vi spurgte nogle i den ene kø om det var køen til Social Security Card. Det var det sagde de, men da vi nåede frem til selve kontoret fik vi at vide, at det var den anden kø, så vi måtte bagest i køen igen. Inde i selve kontoret var 90% enten sorte eller mexikanere, så vi var lidt uden for kategori. Jonathan var dog heldigvis i charmehumør, så ventetiden ikke blev for ulidelig, men vi nåede alligevel at stå i kø i over to en halv time. Da vi endelig blev kaldt frem, fik Majken sin ansøgning godkendt, men Sørens kunne ikke accepteres, da vi kun havde en kopi med af vores danske (på dansk) vielsesattest. Alt i alt tog det fire timer, så Søren må tilbage igen og bruge en halv dag, når de rigtige dokumenter er fremskaffet. Surt, for vi fik at vide, at danske dokumenter bare ville forvirre dem.
Resten af dagen har ikke været så begivenhedsrig. Vi har badet i swimmingpoolen til Jonathans store begejstring. Måske ender han alligevel med at blive en vandhund.
Her til aften har vi undersøgt forskellige muligheder for daycare. Der skulle ligge en, der ser lovende ud lige i nærheden, så dem har vi skrevet til og håber, at det er noget for os.
Den kommende weekend er forlænget, da amerikanerne har Laybor Day på mandag, så vi vil planlægge at se nogle af seværdighederne i Houston. F.eks. rumcenteret og Zoo.

søndag den 24. august 2008

Jonathan sover middagslur

Jonathan har fået en meget fin, stor seng med en dejlig springmadras i. Han har dog ikke forstået hvordan man sover i den, for han lægger sig altid på tværs. Dette resulterer fra tid til anden i, at vi bliver vækket af et hyl fordi hans fødder sidder fast i tremmerne.

Her sover han middagslur, han har sovet i 2½ time og vågnede ikke en gang da telefonen ringede. Vi håber han er i godt humør når han vågner, små drenge med jetlag er nemmelig lidt trættende i længden.



Jetlag


Jonathans døgnrytme er ikke sådan at lave om på. Derfor stod han på klokken 2 am for at underholde sine trætte forældre. Til gengæld var både han og Majken godt trætte næste formiddag. Her sidder Jonathan i sin nye høje stol og vil ikke spise Majkens mad, lige som han plejer.

fredag den 22. august 2008

Ankomst i Houston



Her er vi lige ankommet til vores lejlighed i Las Palmas, Houston (på 1. sal). Turen tog i alt 20 timer og vi var godt trætte. Her kan man se hvor meget bagage vi har med, og det er endda
uden den største kuffert, som ikke nåede flyet. Den kom heldigvis næste formiddag.

Jonathan klarede turen hæderligt, han sov til middag tre gange og hylede kun i nogle få timer. Amerikanerne syntes det var mærkeligt at vi gav ham nattøj på midt på eftermiddagen. Her sidder han på armen af Majken i nattøj og sandaler.

I baggrunden kan man se vores bil, det er en KIA Sportage 2008, den har kun kørt 2000 miles og lugter af ny bil. Den kører godt, men man skal lige vænne sig til at køre med automatgear.

Velkommen til vores blog

Kære læser

Velkommen til Majken, Søren og Jonathans blog om vores ophold i Houston.

Her ser vi Søren med Jonathan på skødet inden take-off i Kastrup. Vi er spændte på hvad der venter forude, og frygter for hvordan Jonathan tager flyturen og jetlag'et.