lørdag den 6. marts 2010

Hearst Castle

Hvad gør man, hvis man er en af U.S.A.s mest velhavende mænd? Man bygger et slot. William Randolph Hearst, søn af mine-millionær George Hearst, skabte sin formue i avis- og magasinbranchen i starten af det tyvende århundrede.
En del af denne formue brugte han på at bygge et slot på en bakketop med udsigt over stillehavet. Slottet er på i alt 8300 kvm og har 56 unikke soveværelser, så han kunne invitere en hel del gæster, der havde mulighed for at ankomme til den private lufthavn. Gæsterne var typisk tidens populære Hollywood personligheder og andre berømtheder. På slottet kunne man få tiden til at gå i den romersk inspirerede svømmepøl, betragte de mange kunstværker af berømte kunstnere eller gå i den største privatejede zoologiske have i verden.

Det er ganske imponerende at besøge slottet, for der er ikke sparet på noget og da det er af relativt nyere dato er det i temmelig god stand. I slottet og omgivelser er der importeret store mængder klassisk europæisk kunsthåndværk, så f.eks. søjlerne i svømmepølen er ægte søjler fra det antikke Grækenland.
Alle besøg til slottet foregår med rundvisning og der er hele fire ture at komme på til forskellige dele af slottet. Vi så bla. nogle overdådige gæsteboliger, pejsesalen, spisestuen, den store indendørs svømmepøl og den flotte udsigt over stillehavet.
Slottet måler sig med store kongers slotte i Europa, så det er ganske utroligt så rige nogle folk kan blive i U.S.A. Ud over Hearst Castle ejede William Hearst en del andre ejendomme, blandt andet et middelalder slot i Wales.


Den udendørs svømmepøl med ægte græske og romerske antikviteter.


Sådan ser et af de 56 unikke gæstesoveværelser ud.


Spisesalen, igen med antikviteter fra Europa.


Den flotte indendørs svømmepøl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar