Et af vores planlagte højdepunkter på vores Californientur var kyststrækningen ved Big Sur. Vi var derfor lidt skuffede over vejrudsigten som havde lovet regn den dag vi skulle køre turen. Helt katastrofalt blev skuffelsen dog først, da vi fik at vide på hotellet, hvor vi overnattede lige inden Hearst Castle, at vejen var lukket på grund af et stort stenskred og at det kunne tage dage før den var ryddet. Det betød ingen Big Sur og en stor omvej indtil motorvejen mod San Francisco, der løber inde i landet på den anden side af bjergkæden.
Da vi var kommet ned fra Hearst Castle spiste vi medbragt frokost ved vandet, hvor vi snakkede med nogle bibel-pushere, der mente, at hvis vi var heldige lukkede de nogle gange nogle biler i gennem på trods af stenskredet, så vi tog chancen og kørte nordpå.
Efter at have set søelefanter kørte vi et par kilometer mere indtil vi længere fremme ad vejen så en vejarbejder, der havde stoppet en bil og fortalte dem noget. Bilen vendte herefter om, så vi tænkte, at vores held nok ikke var med os. Vi kørte alligevel frem til den flinke mand, der ganske rigtigt sagde, at vejen var lukket og at man nok skulle ind til motorvejen, hvis man skulle til San Francisco. Han sagde dog også, at der måske ville blive en mulighed for at passere om et par timer, hvis vi hellere ville blive og vente. Da vi jo var kommet så langt for at se netop dette stykke besluttede vi at vente de timer det måtte tage. Udsigten var flot og vejret var egentlig udmærket trods den dårlige vejrudsigt, så det var efter omstændighederne et fint sted at skulle vente. Næsten til vores forbavselse var heldet pludselig med os. Vi havde ikke ventet meget mere end et kvarter før det skrattede i vejmandens walkie-talkie og vi fik besked på at sætte os ind i vores biler og gøre klar til at køre. Nogle minutter senere passerede et par biler fra den anden retning og vi fik lov at køre. Hurra! Humøret var højt. Det var lykkedes alligevel og det regnede ikke engang trods nogle efterhånden ret sorte skyer i horisonten.
Vi fik herefter sneglet os op ad den meget flotte bjergvej, hvor man man til den ene side har stillehavet og den anden bjergkæden. Der var ikke langt mellem foto-parkeringsstederne og vi stoppede ved næste alle sammen. Når man kører nordpå sidder passageren i bilen ind mod bjerget og har ikke det bedste udsyn og føreren er travlt optaget af den snoede vej, så det var rart med mange stoppemuligheder. Vi fik taget flere hundrede billeder og nåede helskindede igennem alle stenskredsstederne (der vise sig at være flere).
Da vi var kommet ned fra Hearst Castle spiste vi medbragt frokost ved vandet, hvor vi snakkede med nogle bibel-pushere, der mente, at hvis vi var heldige lukkede de nogle gange nogle biler i gennem på trods af stenskredet, så vi tog chancen og kørte nordpå.
Efter at have set søelefanter kørte vi et par kilometer mere indtil vi længere fremme ad vejen så en vejarbejder, der havde stoppet en bil og fortalte dem noget. Bilen vendte herefter om, så vi tænkte, at vores held nok ikke var med os. Vi kørte alligevel frem til den flinke mand, der ganske rigtigt sagde, at vejen var lukket og at man nok skulle ind til motorvejen, hvis man skulle til San Francisco. Han sagde dog også, at der måske ville blive en mulighed for at passere om et par timer, hvis vi hellere ville blive og vente. Da vi jo var kommet så langt for at se netop dette stykke besluttede vi at vente de timer det måtte tage. Udsigten var flot og vejret var egentlig udmærket trods den dårlige vejrudsigt, så det var efter omstændighederne et fint sted at skulle vente. Næsten til vores forbavselse var heldet pludselig med os. Vi havde ikke ventet meget mere end et kvarter før det skrattede i vejmandens walkie-talkie og vi fik besked på at sætte os ind i vores biler og gøre klar til at køre. Nogle minutter senere passerede et par biler fra den anden retning og vi fik lov at køre. Hurra! Humøret var højt. Det var lykkedes alligevel og det regnede ikke engang trods nogle efterhånden ret sorte skyer i horisonten.
Vi fik herefter sneglet os op ad den meget flotte bjergvej, hvor man man til den ene side har stillehavet og den anden bjergkæden. Der var ikke langt mellem foto-parkeringsstederne og vi stoppede ved næste alle sammen. Når man kører nordpå sidder passageren i bilen ind mod bjerget og har ikke det bedste udsyn og føreren er travlt optaget af den snoede vej, så det var rart med mange stoppemuligheder. Vi fik taget flere hundrede billeder og nåede helskindede igennem alle stenskredsstederne (der vise sig at være flere).
Den flinke vejmand, der gav os lov at passere.
Et af vores mange mange billeder fra strækningen. I baggrunden ses regnskyerne, der heldigvis holdt sig på afstand og faktisk bare gav en mere dramatisk baggrund til billederne.
Da det endelig regnede var der sandlig en meget smuk dobbeltregnbue. Det var en heldig dag.
Faretruende skyer og en fin bro.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar