Ved et af vores besøg hos Wayne, blev jeg foræret et par sko. Skoene var nogle Wayne engang havde købt i København, men han havde købt dem for små og havde derfor kun gået med dem et par gange. Jeg kunne passe dem og takkede for de fine sko. Et par ægte Ecco sko.
Første gang skoene blev taget i brug var, da vi skulle på besøg hos konsulinden. Da jeg prøvede skoene klistrede de kraftigt til gulvet, så det sagde circa samme lyd som når man hiver en velkrobånd fra hinanden. Desværre var snørrebåndene lige knækket på mine andre sko og Majken mente, at de bare klistrede fordi de var nye og lige skulle samle lidt skidt op, så jeg beholdte dem på.
Konsulinden bor i et fint hus i den ældre og pænere del af Houston. Huset er nærmest indrettet som et museum, med fornemme ting og malerier i hvert værelse. I fine værelser hører naturligvis også fine gulvtæpper, så til min gru hang disse gulvtæpper fast i sålerne ved hvert skridt, netop lige som velkro. Da konsulinden hilste os velkommen måtte jeg derfor stå helt stille for ikke at flytte rundt på konsulindens fine tæppe og lave en lidt pinlig scene. Heldigvis lod det til, at Majken havde ret. Efterhånden som skoene fik samlet lidt støv og rugbrødskrummer fra de fordanskede pindemadder, holdt skoene op med at klistre voldsomt.
Anden gang skoene blev taget i brug, var en dag da jeg skulle hente Jonathan i Gloria Dei. Majken brugte bilen, da hun skulle overvåge påfyldning af katalysator på et anlæg i Port Arthur, Jeg var blevet tilbudt et lift af en af sekretærerne på Topsøe, der har en datter, der også går i Gloria Dei. Da Jonathan skulle hentes, gik jeg derfor til Topsøe-bygningen. Det havde lige regnet, så jeg tørrede fødderne grundigt, da jeg kom ind inden for. Her bemærkede jeg, at der faldt nogle mindre klumper af skoene, hvilket passede med, at jeg havde gået hen over noget vådt græs og nok samlet lidt jord op. Jeg tørrede derfor fødderne endnu mere grundigt, hvorefter lidt mere smulder faldt af. Da jeg derfor checkede om sålerne var blevet rene, opdagede jeg til min gru, at det ikke var jord jeg havde samlet op, men i stedet skoene der var ved at gå i opløsning.
Jeg fortsatte derfor forsigtigt op til direktionsgangen, hvor jeg begav mig hen mod sekretærens, Marys, kontor. Da vi gik tilbage mod udgangen bemærkede jeg desværre mere smulder på gulvtæppet og prøvede diskret af samle de største klumper op.
I Gloria Dei gik sålerne på skoene helt fra hinanden og efterlod et sort sneglespor hele vejen til Jonathans klasselokale, der ligger allerfjernest fra indgangen. På vejen tilbage måtte jeg igen diskret samle de største klumper op, når der ikke var nogen der kiggede. Nu håbede jeg bare på, at skoene ikke faldt helt fra hinanden, så jeg måtte blive kørt barfodet hjem. Dette skete heldigvis ikke, men det kunne ellers havde interessant første møde med sekretæren fra Topsøe.
Næste gang jeg bliver tilbudt et par sko, vil jeg nok spørge hvor længe de har stået gemt af vejen.
Konsulinden bor i et fint hus i den ældre og pænere del af Houston. Huset er nærmest indrettet som et museum, med fornemme ting og malerier i hvert værelse. I fine værelser hører naturligvis også fine gulvtæpper, så til min gru hang disse gulvtæpper fast i sålerne ved hvert skridt, netop lige som velkro. Da konsulinden hilste os velkommen måtte jeg derfor stå helt stille for ikke at flytte rundt på konsulindens fine tæppe og lave en lidt pinlig scene. Heldigvis lod det til, at Majken havde ret. Efterhånden som skoene fik samlet lidt støv og rugbrødskrummer fra de fordanskede pindemadder, holdt skoene op med at klistre voldsomt.
Anden gang skoene blev taget i brug, var en dag da jeg skulle hente Jonathan i Gloria Dei. Majken brugte bilen, da hun skulle overvåge påfyldning af katalysator på et anlæg i Port Arthur, Jeg var blevet tilbudt et lift af en af sekretærerne på Topsøe, der har en datter, der også går i Gloria Dei. Da Jonathan skulle hentes, gik jeg derfor til Topsøe-bygningen. Det havde lige regnet, så jeg tørrede fødderne grundigt, da jeg kom ind inden for. Her bemærkede jeg, at der faldt nogle mindre klumper af skoene, hvilket passede med, at jeg havde gået hen over noget vådt græs og nok samlet lidt jord op. Jeg tørrede derfor fødderne endnu mere grundigt, hvorefter lidt mere smulder faldt af. Da jeg derfor checkede om sålerne var blevet rene, opdagede jeg til min gru, at det ikke var jord jeg havde samlet op, men i stedet skoene der var ved at gå i opløsning.
Jeg fortsatte derfor forsigtigt op til direktionsgangen, hvor jeg begav mig hen mod sekretærens, Marys, kontor. Da vi gik tilbage mod udgangen bemærkede jeg desværre mere smulder på gulvtæppet og prøvede diskret af samle de største klumper op.
I Gloria Dei gik sålerne på skoene helt fra hinanden og efterlod et sort sneglespor hele vejen til Jonathans klasselokale, der ligger allerfjernest fra indgangen. På vejen tilbage måtte jeg igen diskret samle de største klumper op, når der ikke var nogen der kiggede. Nu håbede jeg bare på, at skoene ikke faldt helt fra hinanden, så jeg måtte blive kørt barfodet hjem. Dette skete heldigvis ikke, men det kunne ellers havde interessant første møde med sekretæren fra Topsøe.
Næste gang jeg bliver tilbudt et par sko, vil jeg nok spørge hvor længe de har stået gemt af vejen.
Skoene med begge såler i total opløsning.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar