"Take a hike, Ike"

Den første uge vi var i Houston truede orkanen Gustav med at ramme Houston. Vi gik straks i gang med forberedelserne og købte vand, benzin, dåsemad, babymad, lommelygte og batterier i massevis, ligesom alle de andre.

Gustav valgte som bekendt at gå i land i Louisiana, og i Houston mærkede ikke mere end bare et lille pust. Vi var derfor ikke særlig nervøse over at høre, at Houston lå yderst i den zone hvor meteorologerne havde beregnet at orkanen Ike ville gå i land. Dag for dag rykkede den beregnede bane sig godt nok tættere på Houston, men det lod Texanerne sig ikke mærke af, det var business as usual. Torsdag morgen gik Majken derfor på arbejde som hun plejede, men blev sendt hjem med det samme. Der var blevet udsendt en ordre om obligatorisk evakuering for vores postnummer, og så gik den vilde jagt på et hotelværelse.

Vi kom igennem to steder telefonisk og skulle igennem mange misforståelser før vi fik stavet os igennem "Majken Holstebroe" og en endnu længere emailadresse, og begge gange var hotelværelset blevet booket af nogle andre i mellemtiden. Vi tyede derfor til internettet og fik booket et værelse på Hotel Hilton som ligger den vestlige del af Houston i et områdevar uden for evakueringszonen.

Det virkede som om at hele byen ville tage afsted fredag, og en kollega estimerede at det ville tage op til 5 timer at nå frem til hotellet. Ifølge vejrudsigten ville vinden nå stormstyrke allerede midt på eftermiddagen, så vi satte vækkeuret til kl. 5 for at nå væk i tide. Klokken 6 trillede vi ud af garagen med en meget sær fornemmelse, vi vidste slet ikke hvad vi ville vende tilbage til.

På vejene så vi mange huse med træplader for vinduerne, der var flere som blev påmalet teksten "Take a hike, Ike".

Det blev en lang dag hvor der ikke var andet at lave end at vente. Jonathan var ikke nem at have på et lille værelse, så når vi var nede i hotellets restaurant for at spise kunne ikke ti vilde heste få ham til at sidde stille. Han skreg hver gang han blev sat i en høj stol og vi opgav til sidst at spise samtidig og lod ham pile rundt.

Orkanen ramte Houston ret centralt, faktisk passerede centrum af orkanen forbi vores lejlighed. Ved midnatstid hørte i nyhederne, at man ikke skulle opholde sig i højhuse i Houston, da vindhastighederne kunne slå ruderne ind. Det var ikke så rart at få at vide, vi havde nemlig fået et værelse på 10. sal.
Vi vidste at der var risiko for strømsvigt på hotellet, så hamstrede isterninger og tog et langt brusebad inden vi gik i seng. Vinden hylede og regnen stod vandret ind på vinduerne. Ved 1-tiden kom det første strømsvigt og senere på natten forsvandt strømmen helt. Hverken Majken eller Søren sov ret meget den nat.

Man kunne have forestillet sig at strømsvigt på et totalt fyldt hotel ville skabe kaos, men det var bestemt ikke tilfældet. Morgenmadsbuffeten var godt nok reduceret kraftigt og kun oplyst af levende lys, men der var varm kaffe og der gik en tjener rundt med en lommelygte og lyste på buffeten. Der var ikke engang kø ved check ud skranken.

Vejene i det vestlige Houston var fyldt med grene og væltede træer, og alle trafiklys var gået ud, så vi listede os afsted. Vi kørte vestpå for at finde et hotel med vand og el, og var overraskede over så langt vi skulle væk for at alt så normalt ud. Ikke overraskende var det svært at finde et hotelværelse, så vi endte 4 timers kørsel fra Houston i en lille by der hedder Kingsland. Vi var meget trætte da vi endelig nåede frem henad aftenen.



Jonathan kigger ned på parkeringspladsen fra vores hotelværelse på 10. sal.


Jonathan leger med bil på hotelværelset.


Jonathan begynder at kede sig.